Mandy Indiana – "URGH"

SBR-373 / Sacred Bones 2026

For Mandy, Indiana, er sandheden den eneste vej frem. På deres Sacred Bones-debut URGH er den fire mand store gruppe – vokalist Valentine Caulfield, guitarist og producer Scott Fair, synthspiller Simon Catling og trommeslager Alex Macdougall – en kraft af ubeskrivelig natur, der skaber en plade, der lige så meget er en opfordring til handling som en samtale ind i glemsel og transcendens. På tværs af de ti numre indfletter bandet deres eget ukonventionelle sprog i et mantra for selvbestemmelse og modstandsdygtighed, hvilket skaber en skabelon for en lysere fremtid, før det falder i sort.

Meget af albummet blev skrevet under et residency i et uhyggeligt studiehus i udkanten af Leeds, og derefter indspillet på tværs af Berlin og Greater Manchester. Det var et intenst miljø, delvist på grund af de helbredsproblemer, Caulfield og Macdougall stod over for under skrive- og indspilningsprocessen.

Alligevel forbliver Mandy, Indiana kompromisløse. Caulfield bruger sin stemme som et forvrænget instrument og et våben, oscillerende mellem legende og ødelæggende. Den dunkende sirene-lyd fra "Magazine" står side om side med den hakkede vokal fra "try saying" og den omskiftelige vildskab fra "ist halt so", som kanaliserer protestbevægelsers presserende karakter og refererer modstanden mod folkedrabet i Gaza, samtidig med at den taler til bredere kampe, mens det sidste nummer "I'll Ask Her" er en bevidst direkte udmelding mod den giftige "boy's club"-kultur og et ihærdigt opgør, der gennemsyrer albummet som helhed.

Selvom der stadig er ubestridelige "bangers" (som den rablende rap i "Sicko!" med billy woods), føles URGH ofte udformet med præcis filmisk kvalitet. Fra den brusende techno i "Cursive" til de dekonstruerede feedback-loops i "Life Hex" bevæger albummet sig mellem industriel katharsis og filmisk uro, idet det skaber en spænding, som Fair beskriver som "en remix af sig selv." Denne kontrasterende palet er både et nødvendigt aspekt af pladen såvel som det underliggende forbindelsesvæv.

Selvom URGH er dybt personlig, afspejler den den voldsomme, splittede tilstand i den bredere verden. Caulfields tekster kæmper med overfald, systemisk ligegyldighed og smertens allestedsnærvær, samtidig med at hun insisterer på øjeblikke af skønhed og solidaritet. URGH hører hjemme i den fysiske verden, og kunstværket af Carnovsky, der viser en anatomisk illustration af Andreas Vesalius, understreger pladens visceral konfrontation med kroppen og dens grænser.

URGH er både overjordisk, fysisk og katartisk, både et første skridt mod heling og en nægtelse af at lade samtalen dø.