Foxwarren "2*

88126-1 / Anti- Records 2025

Pitchfork Anmeldelse 

Helt ærligt: Jeg er besat af Andy Shauf.

Hans solopladeudgivelser, fra The Bearer Of Bad News (2012) til sidste års Norm, er blevet nogle af mine yndlingsalbum nogensinde.

Efter min mening er der ingen, der kan fortælle en historie i en sang så godt som denne tilsyneladende introverte canadier. Økonomien… viddet… det ‘sang-cyklus-koncept-album-cinematiske-narrative-bue’-agtige. Bliv aldrig fanget med mig til en fest, efter du har spurgt mig, hvem jeg har lyttet til. Folk stirrer tomt frem for sig på grund af min evangeliske iver.

Min iver forstærkes naturligvis af det faktum, at – 99% af tiden – min modvillige potentielle konverts første reaktion på navnet Andy Shauf er at spørge 'hvem?' Nuancerne i den spirende Saskatchewan singer-songwriter-scene er ikke altid nået ud til forstæderne i Southampton.

Så et nyt Shauf-centreret album er altid et strålende udsyn for mine ører, selvom det bærer navnet Foxwarren, bandet Shauf spiller i med brødrene Avery og Darryl Kissick, Dallis Bryson og – nyrekrutteret fra Shaufs turnerende band – Colin Nealis.

Det er fristende at se Foxwarren som Shaufs "sideprojekt", et folk-rock Tin Machine eller mindre liderlige Grinderman. Virkeligheden er dog mere nuanceret: Shauf har været medlem af bandet i sytten år nu, før hans solo-succes. Det første Foxwarren-album – udgivet i 2018, men ti år inde i deres musikalske levetid – var en mere direkte, Neil Young-kanaliserende kontrast til de særprægede nuancer i Shaufs samtidige album – The Party og The Neon Skyline. Foxwarren var lyden af den berømt perfektionistiske Shauf – han spiller hver eneste tone på hvert eneste instrument på de fleste af sine soloalbum – der lod håret falde. Dette album er lige så legende, men "hårstylingen" kommer i en meget anderledes smag: måske et udvalg af decideret frække parykker? Foxwarrens 2 er lige så paletrensende som sin forgænger, men simpel og direkte er det absolut ikke.