Black Sea Dahu "Everything"

Mouthwatering 2025 / 5-7 dages leveringstid

“Jeg lavede ikke et album. Jeg byggede et sted til at bære denne sorg” – Janine

Black Sea Dahus tredje album, Everything, blev ikke skrevet i den sædvanlige forstand. Det blev gravet frem — tålmodigt, smertefuldt, fra sorgens mosgroede jord. Det blev ikke indspillet i et professionelt studie eller skrevet i ét stræk. Skabt i kølvandet på tabet af en forælder og de efterfølgende år med snublen, voksede det som en skov efter brand.

I løbet af års utrættelig turné i hele Europa samlede Janine Cathrein lyriske frø og små melodiske fossiler. Efter at have arbejdet på disse skitser i bandrummet i flere uger, samledes bandet i bjergene i Flims, Schweiz — en landsby indhyllet i suset fra en skov, der voksede på gamle rester. I løbet af foråret og efteråret 2024, i et hus ved skovbrynet, byggede de et hjemmestudie i stuen. En verden af kabler og tekopper, af morgenjazz-jam og lejlighedsvis nedbrud. I uger levede og åndede bandet disse sange. Venner kom for at lave mad, for at holde plads, for at lade tiden gå uden at stille spørgsmål. Selve stedet formede pladen. “Skoven der er underlig,” siger Janine. “Den føles levende, som om den ser og lytter.”

Paul Märki (CH) og Gavin Gardiner (CAN) deltog i indspilningerne og hjalp sangene med at finde deres endelige former. De indspillede de grundlæggende spor live, som sædvanligt, jagtende den delikate magi af ufuldkommenhed: en påmindelse om, at musik er en levende ting, der ånder gennem musikerne. Det er umuligt at adskille denne musik fra den sorg, der fødte den. Janine og Veras fars død efterlod et usynligt håndaftryk. “Intet forlader nogensinde,” siger Janine. “De døde bliver. De lever inde i din stemme, dine hænder, dine drømme. Alt sker på én gang.”

Musisk er Everything både skrællet helt ind til benet og storslået levende. Bandet, skærpet af års turné, spiller som én levende organisme. Der er øjeblikke, hvor Janines stemme står alene med bare en guitar, skælvende og ubeskyttet; og andre, hvor et blæserafsnit rejser sig som sollys, der spildes over bjerge; en klarinet sukker; strygere udfolder sig som rødder, der søger luft, og kor rejser sig som saft gennem træer. De filmiske arrangementer bevæger sig som skiftende vejrfronter. Det er musik, der beder dig om at lytte med din hud.

Sangene i sig selv er præcise vinduer ind i livets kompleksitet. Nummeret Ruth er dedikeret til en due og spørgsmålet: Hvad gør livet værd at leve? One Day Will Be All I Have er en hyldest til hendes far og forsøger at forstå, hvordan verden bliver ved med at dreje rundt, når nogen forsvinder fra den. På samme måde taler My Dreams om tabet af selv inden for et forhold. Det er en bøn om forbindelse, om et lys til at finde vej gennem mørket. Ants on the Wall handler teknisk set om den årlige invasion af myrer i Janines lejlighed hver juni, men taler i virkeligheden om, hvordan der er et punkt i cyklussen, hvor afslutninger og begyndelser sløres. Superpower taler til vores indre børn og opfordrer os til at møde vores frygt. Not a Man, Not a Woman udfordrer konventionelle forestillinger om køn og inviterer til en dybere forståelse af personlig autenticitet. Titelsangen, Everything, følger en ven, der jager gemser i bjergene, mens han bærer vægten af at miste en forælder.

På The Dragon synger Janine: “Jeg har revet i min sjæl for at få en plads i verden.” Dette er albummets midtpunkt, pladens mørke sol. Hvis One Day Will Be All I Have var såret, er The Dragon arret. Det er en dialog mellem skaber og skabelse, en historie om volden ved at blive til. Dragen, så gammel som selve historiefortællingen, er både monster og vogter, halvt myte, halvt spejl. Den bliver legemliggørelsen af sorgens paradoks: det, der fortærer dig, smeder dig også. Det er liv, der genopstår fra murbrokker. “Jeg skrev det som en besværgelse,” siger Janine. “Jeg tror, The Dragon er den del af mig, der overlevede. Den del, der lærer at spytte ild igen.”
Lydmæssigt er det, som om musikken selv vågner fra en lang dvale, med et strengtema, der river i dit hjerte, svajende som grantræer i en storm. Ved det sidste omkvæd bliver The Dragon det, titlen lover: en levende, åndende organisme af lyd.

Der er en ubestridelig følelse af genfødsel, der løber gennem denne plade. Hvis I Am My Mother handlede om at forstå slægtskab, handler Everything om, hvad der er tilbage, når slægtskab brydes. Det handler om cyklusser: død og fornyelse, ensomhed og forbindelse, natur og menneskelig skrøbelighed. Det handler om at finde en grund til at fortsætte. Det handler om, hvor uadskillelige død, kærlighed og sorg er. Det handler om, hvordan alle ting, selv smerte, vender tilbage til den samme kilde. Intet ender nogensinde rigtigt; det ændrer bare form, ligesom lyd bliver til stilhed, og stilhed bliver til sang igen. Denne plade er et dokument over en sjæl, der lærer at lytte til livets stille vedholdenhed.

“I skoven er alt stille nok til, at sorgen kan give lyd fra sig. Verden bliver ved med at dreje rundt, selv når du ikke gør. Men musik… musik drejer med dig som din følgesvend, det er det eneste, der tilpasser sig dit tempo.” – Janine